Det er aldrig for sent at gøre gode medarbejdere bedre

Når der er mangel på faglært arbejdskraft, må man jo selv uddanne den. Det er netop, hvad man gør på Pressalit i et aktuelt IGU-forløb, som samtidig bidrager til integrationen.

Det er 43 år siden, Ulf Sørensen sidst har været til eksamen, og det gik ikke for godt.

Gennemsnitskaraktererne i skolen lå typisk tæt på bunden af skalaen. Han husker flest 03 og 5-taller. Men som led i uddannelsen til industrioperatør på Pressalit har han lige været oppe igen. Denne gang i naturfag.

”Hvordan det gik? Det kunne ikke gå meget bedre,” svarer han lidt underspillet, før han uddyber med et stort smil: ”Jeg fik 12.”

Det flotte resultat markerer en rigtig god start for det uddannelses- og integrationsprojekt, der kører netop nu på Pressalit og fem andre midtjyske virksomheder i samarbejde med Styrelsen for International Rekruttering og Integration.

Projektet, som skal imødegå manglen på uddannede industrioperatører, kombinerer uddannelse og integration. Det parrer erfarne, men ufaglærte medarbejdere med flygtninge, som gerne vil
integreres gennem arbejde og uddannelse. Der er fire deltagere på Pressalit. To og to passer de job og skole på skift frem mod det endelige mål: En uddannelse til alle. Oven i købet en, der er mangel på. En, hvor der stort set er fuld beskæftigelse.

Motivation er vigtig

Det er en model, Ulf er rigtig glad for. Han har været med til at oplære Helen, som er flygtning fra Eritrea, men det er Omar fra Syrien, som deler job med Torben EFTERNAVN, han ser mest til, fordi
de to går på skole samtidig.

”Det er berigende at være med til at hjælpe andre. Det tænker jeg da meget på. Mange af de udfordringer, flygtninge står overfor, kan jeg være med til at finde en løsning på, og det gør jeg
gerne.”

Ulf kom til Pressalit som ufaglært for otte år siden i en alder af 51. Før da har han blandt andet haft en lang karriere i forsvaret med tjeneste i både ind- og udland og en specialenhed i Nato. Han
stoppede, da han ikke længere brændte for det, for han er sådan en, der helst skal være topmotiveret i alt, han gør. Fysikken holdes i topform med træning og løb, og når det gælder
arbejdet, elsker han at perfektionere det, han har ansvar for.

På Pressalit er det hans opgave at splejse hængsler af rustfri stål til toiletsæder. Mens det står på, kan han blive helt opslugt.

”Det er et spændende materiale,” bekræfter han. ”Det er plastisk og kan formes til næsten alt.”

Pension? Ikke foreløbig

Selv efter otte år kan Ulf stadig finde udfordring i at hold en vis kvalitet og stille værktøjerne om efter udleverede måltegninger til de forskellige hængselmodeller, der findes. Men han glæder sig
alligevel til at skifte titlen som ufaglært ud.

”Jeg kan godt lide at blive klogere, så da jeg i sin tid blev spurgt, om det kunne være noget for mig at blive industrioperatør, var jeg sådan set ikke i tvivl, heller ikke selv om jeg ville blive den ældste på skolebænken. Jeg har ingen planer om at gå tidligt på pension, tværtimod vil jeg godt blive ved så længe, jeg kan. Måske bare færre og færre timer. Jeg ville nok have takket nej, hvis jeg skulle have været over på en lavere elevløn i længere tid. Men man forsætter på sin almindelige løn, også mens man går på skolen, så den forhindring var ryddet af vejen.”

Alle vinder på det

Production manager Henriette Blichfeldt ser heller ikke Ulf Sørensens alder som noget problem.

”Ulf kan sagtens have mange gode år tilbage på arbejdsmarkedet, og hvis vi ikke udvikler vore medarbejdere, bliver vi aldrig bedre. Det er også en måde at imødegå rekrutteringsproblemer på. Vi
opgraderer de dygtige medarbejdere, vi har, og så holder vi på dem. Alle vinder på, at vi gør gode medarbejdere til bedre medarbejdere.”

For Ulf Sørensen er guleroden netop at blive endnu dygtigere til sit arbejde. Noget, der virkelig har fanget hans interesse, er lean-tanken. Han har lært om de forskellige spildformer og synes, det er
noget, der skal snakkes meget mere om. Han har også skrevet en projektopgave om overproduktion og er blevet helt grebet af at tænke i nye processer.

Gerne mere indflydelse

”Jeg føler, mit arbejde er meget respekteret, men jeg håber, at jeg med min uddannelse kan få mere indflydelse. For eksempel på, hvordan en proces kan skrues sammen, så vi måske får en bedre
løsning. Jeg bliver jo også glad for et godt resultat for virksomheden, især hvis jeg selv har været ophavsmand til det.”

Det smittende engagement mærker Henriette Blichfeldt også.

”Meningen er jo netop, at de medarbejdere, vi uddanner, lærer noget de kan tage med sig tilbage og inspirere andre med. De begynder at se på vores produktionsvilkår på en helt ny måde. Og hvis vi sørger for at det bliver ved med at være spændende og udviklende at være her, så har vi jo en god medarbejder i længere tid”.

FAKTA

IGU – Integrationsgrunduddannelsen er en forsøgsordning fra 2016, som skal sikre mulighed for arbejde til og opkvalificering af flygtninge, som ikke lever op til kravene på det danske arbejdsmarked. Ansættelsen, som er midlertidig, omfatter lønnet praktik og skoleundervisning med uddannelsesgodtgørelse.

Pressalit og fem andre midtjyske virksomheder - samlet i samarbejdet Virksomhedsdrevet Strategisk Arbejdsstyrkeudvikling - kombinerer IGU med opkvalificering af egne medarbejdere, som skiftes til at passe job og skole med en deltagende flygtning.

Projektet er i tråd med Pressalits fokus på social ansvarlighed og arbejdet med FN’s fjerde verdensmål om kvalitetsuddannelse.