Portrætinterview: Lisa Gjessing går efter guldet i Tokyo

Lisa Gjessing kan udpege lige præcis det sted, hun befandt sig i Hamborg, da det i januar 2015 blev besluttet, at taekwondo skulle være en del af de officielle paralympiske lege. Det var et skelsættende øjeblik.

”Der fik jeg et livsmål. Jeg fik sådan en ro i kroppen, fordi jeg vidste, det var det, jeg skulle.”

Målet hedder guld ved PL i Tokyo 2020. Intet mindre, for sådan er den danske para-taekwondostjerne skruet sammen. Hun stræber højt.

Taekwondo var ellers ikke det naturlige førstevalg for Lisa i sin tid. Hun stammer fra Vestjylland, hvor piger spiller håndbold om sommeren og badminton om vinteren. Det gjorde hun selvfølgelig også. Men som 13-årig var hun klar til nye udfordringer. Og skulle der følge fester og drenge med, gjorde det ikke noget. Så da hendes storesøster var med til at starte en lokal taekwondo-klub, ville Lisa selvfølgelig også være med.

På natbordet i hjemmet i Ry har Mandelas selvbiografi efterhånden ligget nogle måneder. Den tyr hun til, når hun skal beskrive, hvad taekwondo giver hende. Det minder nemlig om det, boksning gav Mandela.

”Urkraften, der kommer op i en, når man står over for en modstander, som vil vinde lige så meget, som du selv vil. Fokus på nuet. Adrenalinet, der pumper. Det har en afstressende effekt. Man får renset ud, og bagefter kan jeg så hoppe i de høje hæle og gå i retten”.

Det viste sig hurtigt, at hun havde talent for at konkurrere. Hun vandt DM-titler. Kom på Team Danmarks talenthold for kvinder, som havde bedre vilkår end landsholdet. Hun nød også det sociale liv, der fulgte med blandt pigerne. Taekwondo er en sport, som kan gøre meget ondt, og så hjælper det at have nogen at dele smerten med. En af pigerne kvalificerede sig til OL i Sydney i 2000. Fire år senere håbede Lisa så, det kunne blive hende, men det håb blev knust. Okay, tænkte hun, det var nok den karriere,

Den indre styrke

”Jeg var nået så langt, jeg kunne, andre ting begyndte at fylde. Mit jurastudium. Min mand. Og jeg blev gravid. Helt klassisk. Men det har nok altid siddet og gnavet som en lillebitte skuffelse,” erkender hun.

Lisa Gjessing er en spinkel kvinde med et kæmpesmil og en positiv udstråling. Men der er mere. Noget udefinerbart. En styrke, hun rummer.  Hun har altid mærket den, når hun var i kamp og gjorde det, hun var god til.  Den slog også følge med hende, da hun i 2009 fik knoglekræft i venstre hånd. Kræften bredte sig, og i 2012 fik hun amputeret hånd og halvdelen af venstre underarm.

Hvad gjorde den travle og succesfulde anklager og 33-årige mor til to? Hun genoptog taekwondo efter otte års pause og vandt DM i november 2012. Ikke som para-atlet, nej, som almindelig seniorkæmper.

Året efter blev hun verdens bedste para-taekwondokæmper. Og så fortsatte hun ellers med at vinde VM fire gange i træk. Lige indtil i år, hvor hun missede sin femte mulighed på grund af en skade og rejste hjem med bronze.

Værdier til børnene

”Ved mit første VM var jeg virkelig rørt. F..k cancer! Jeg har overvundet den. Nu har jeg vundet guld. Det gav mig ekstra styrke: Det er mig, der styrer min krop. Den oplevelse kan jeg ikke genskabe. Nu er det noget andet, der driver mig. Det giver mig energi at gøre noget, jeg brænder for. Det er min undskyldning for at bruge så meget tid uden mine børn. Og den tager jeg forhåbentlig med mig hjem. Deres far, som har spillet håndbold på topplan i mange år, forstår det. Og jeg håber og tror på, at pigerne ser, at man ikke skal stoppe med at kæmpe, bare fordi man kun har en arm. Det skal selvfølgelig forstås i overført betydning på alle mulige andre planer. Man skal ikke bare læne sig opgivende tilbage, hvis man møder modgang. Det er værdier, jeg gerne vil give videre til dem.”

Derfor glimter guld i Tokyo så forjættende i det fjerne. Lisa agter at gøre alt, hvad hun kan, for at nå det. Og hun tror på sine chancer. Hun føler sig så godt som sikker på at blive udtaget. Der bliver udtaget 12, og de fire øverste kæmpere på verdensranglisten er sikret direkte adgang. Hun er stadig nummer et. Også selv om det ikke blev til guld ved VM. De kæmpere, som rykkede op, lå nemlig ganske langt nede på listen. Lisa føler sig ikke truet.

”Jeg er den fødte optimist,” bekræfter hun.

Smerter ingen hindring

Den største risiko for at hun ikke når sit mål er højre arm, som siden VM i Tyrkiet for nylig har gjort meget ondt. En CT-skanning har nu vist, at der er brud på den. Den skal nok gro sammen, mener lægerne. Men før hun kan komme i kamp igen, skal hun have godkendt sine specialfremstillede armbeskyttere.  Hun er villig til at tåle smerter for at nå sit mål. Men hun kan ikke risikere mere af sin førlighed. Ikke en gang for de Paralympiske Lege.

”OL – og PL har altid fascineret mig. Det er en livsbegivenhed, som jeg ikke vil tillade mig selv at gå glip af, hvis jeg får muligheden. Jeg mener også, at hvis man har evnerne, så forpligter det. Også i forhold til min egen lille sport. Nu har jeg haft så mange gode oplevelser med taekwondo, så håber jeg, at jeg på en eller anden måde kan være med til at bane vejen for at andre får gode oplevelser.”

Lisa Gjesing er fyldt 40. Hun har skiftet et fuldtidsjob som anklager ud med et 30 timers job som juridisk rådgiver for direktionen ved Sydøstjyllands Politi i Horsens. Hun har sat sig selv under pres, både fysisk og familiemæssigt, fordi hun bruger tid og kræfter på at forfølge det.  Et sidste spørgsmål trænger sig uundgåeligt på: Når dette livsmål er nået, hvilke mål vil hun så sætte sig.

Næste livsmål?

”Man kan i princippet blive ved med taekwondo, til man falder om. Det er ikke mit mål, men det bliver nok ved med at være en del af mig,” kommer det så.

Lisa sender blikket rundt i det store køkken-alrum, som ser ud til at hænge direkte sammen med den smukke natur og søen udenfor. På væggen hænger adskillige store afrikanske trofæer, for familien tæller indtil flere jægere. Lisa er selv en af dem, hun har blandt andet nedlagt en blisbuk. På terrassen udenfor kan hun sove, når hun bliver gammel, mener hun. Men hun vil da gerne have tid til læse bøger færdige på under et halvt år. Og?

”Man kan lave så meget her, hvor vi bor. Jeg tror, jeg vil nyde, en gang, at komme ud på søen. Dyrke nogle blomster. Det næste mål behøver ikke være så hæsblæsende.”