Julefrokost for hjemløse i Aarhus

For niende år I træk var Pressalit vært for en særlig julefrokost på “Værestedet” i Aarhus.

Julen er en tid, som mange forbinder med familie, varme og hygge, men for de hjemløse brugere af “værestedet” i Aarhus, ser december for de fleste helt anderledes ud.

Hos Pressalit vil vi gerne bidrage til den gode julestemning på ”Værestedet”, og til at give brugerne noget at se frem til i december. Derfor afholder Pressalit hvert år julefrokost for alle de hjemløse, som har lyst til at deltage.

Julefrokosten har været en tradition siden 2009, og også i år var Pressalit’s medarbejdere hurtige til at melde sig til pladserne på frivilligholdet. Pressalit’s køkken sørgede for alle ingredienserne til en traditionel dansk julefrokost, som blev tilberedt og serveret af de ti frivillige fra Pressalit.

I år deltog vores køkkenassistent, Anne Katrine, for tredje år i træk som frivillig for julefrokosten. Ifølge hende er julefrokosten en positiv oplevelse for både de hjemløse og ikke mindst de Pressalit’s medarbejdere:

”Det er dejligt at kunne give noget tilbage. Det er et virkelig fedt arrangement, hvor vi alle samarbejder for at gøre dagen til noget særligt for alle som deltager”, siger Anne Katrine.

Netop det at give tilbage, er en vigtig del af Pressalit’s DNA og fokus på socialt ansvar, da vi mener at virksomheder også har et ansvar for at støtte samfundets svage og udsatte grupper.

Julefrokosten ændrer ikke vilkårene for de hjemløse deltagere, men Pressalit tror på, at et arrangement som dette, kan gøre en lille forskel ved at give dem et positivt afbræk fra hverdagen. Vi tror på at uselviske handlinger, ligegyldigt hvor små eller store, er afgørende for at verden kan blive et bedre sted.