Stinna sikrer dansk guld på førstedagen ved VM i paradressur 2018

Tirsdag d. 18. september, blev VM i paradressur 2018 skudt i gang i Tryon, USA. Allerede på førstedagen sikrede rytter Stinna Tange den første guldmedalje til Danmark.

Fra d. 18. – 23. september 2018 løber verdensmesterskaberne i paradressur af stablen i Tryon, North Caroline i USA. Med på det danske landshold er Stinna Tange, som er sponsoreret af Pressalit, og en af Danmarks store medaljefavoritter ved dette års VM.

Allerede på mesterskabets førstedag var Stinna og hendes hest Smarties i aktion, hvor de sikrede sig en plads øverst på podiet. Sejren kom dog ikke uden udfordringer, da Stinna red forkert tidligt i sit dressurprogram. Trods fejlen kæmpede den rutinerede ekvipage sig flot tilbage, hele vejen til guldmedaljen og toppen af podiet. Også Susanne Jensby Sunesen bidrog til Danmarks medaljehøst, da hun på hesten CSK's Que Faire vandt bronze med en flot tredjeplads.

Under hele VM er Pressalits ejer Dan Boyter med på sidelinjen, for at følge og heppe på det danske paradressurhold. Senere på ugen skal de danske ekvipager i aktion i disciplinen kür og i holdkonkurrencen. Her kan de danske ryttere, med en samlet placering i top tre, sikre Danmarks første kvotepladser til de Paralympiske Lege i Tokyo i 2020.