Pressalit byder velkommen til 100.000 bier

Pressalit indgår et CSR-partnerskab med BISTAD, og giver samtidig udsatte borgere en hjælpende hånd.

Både i Danmark og på verdensplan mangler der bier til at sikre bestøvningen af dyrkede planter og derved sikre biodiversiteten i naturen. Over 1/3 af vores fødevareproduktion er afhængig af biernes bestøvning, men bestanden af bier er i voldsom nedgang – og det har den været i flere år. Dette skyldes, at bierne mangler føde. For at modvirke denne negative udvikling, har Pressalit indgået et partnerskab med BISTAD, som arbejder med to ting:

  1. At lave lokal honning
  2. At drive en socialøkonomisk virksomhed, der tilbyder udsatte borgere et meningsfuldt arbejde, der går ud på at drive BISTAD.

100.000 bier og 30 kg honning

Pressalit har i august 2018 etableret to bistader ved administrationsbygningen i Ry. Hver bistade indeholder pt 50.000 bier, som tilsammen producerer ca. 30 kg honning årligt. Bistaderne bliver placeret ugeneret på Pressalts grund, hvor bierne har rig mulighed for at optage næring i de naturskønne omgivelser. Vi glæder os over at kunne bidrage til og sætte fokus på problematikken og ikke mindst til at høste honningen senere på året.

Socialøkonomisk gevinst og Verdensmål

”At etablere bistader i Pressalit tjener primært to hovedformål. Først og fremmest bidrager vi til at øge bibestanden og er med til at sikre den, for os mennesker, altafgørende bestøvning af blomster og planter i naturen, som er det vigtige udgangspunkt for en stor del af vores fødevarekæde. Dernæst bidrager vi til at skabe beskæftigelse for socialt udsatte borgere, som gennem BISTAD finder en plads på arbejdsmarkedet og udfører et meningsfuldt stykke arbejde. Dét skaber værdi for både dem, os og samfundet.” Siger Dan Boyter, Direktør i Pressalit.

BISTADS ansatte består af en blanding af ansatte, udsatte borgere og frivillige. Dette er helt i tråd med Pressalits egen filosofi og glæde ved at have nogle udsatte borgere ansat, som for os er blevet yderst værdifulde medarbejdere. Det er vigtigt for Pressalit at tage medansvar og bidrage til en positiv udvikling i samfundet og for mennesker.

Med BISTAD som partner er vi også sammen om at bidrage positivt til 6 ud af de 17 verdensmål for en bærdygtig udvikling, som vi hos Pressalit også arbejder aktivt med. Derfor er BISTAD for os endnu en god mulighed for at støtte op om verdensmålene og den positive udvikling på verdensplan.