Pressalit indgår samarbejde med UNICEF

Pressalit indgår et samarbejde med UNICEF for at skabe opmærksomhed om følgevirkningerne af dårlige sanitære forhold.

I dag har 2,3 milliarder mennesker ikke adgang til sanitet, der adskiller afføring fra menneskelig kontakt og 892 millioner mennesker er tvunget til at skulle besørge i det fri. Dette har resulteret i, at sygdomme relateret til dårlige sanitet- og vandforhold i dag er en af de hyppigste årsager til dødsfald blandt børn under 5 år.

På baggrund af dette har Pressalit indgået et samarbejde med UNICEF, der er en international nødhjælpsorganisation. ”Formålet med samarbejdet er at skabe opmærksomhed om de mange problemer, som dårlig sanitet resulterer i”, siger Mette Dyhl Prola, Senior HR & Marketing Chef hos Pressalit. En af årsagerne til, at Pressalit har valgt at indgå et samarbejde med netop UNICEF, er at Pressalit siden 2002 har samarbejdet med FNs ’Global Compact’. Efter lanceringen af FNs verdensmål i 2015 arbejder Pressalit målrettet og dedikeret med tre mål, der har særlig relevans for Pressalits værdier og forretning; verdensmål #4: kvalitetsuddannelse, #6 rent vand og sanitet samt #12 ansvarlig produktion og forbrug. 

Overordnet arbejder UNICEF på at forbedre levevilkårene for børn i hele verden med særlig fokus på tiltaget ’WASH’ (Water, Sanitation and Hygiene). Dette går særlig godt i spænd med Pressalits fokus på verdensmål #6, som omhandler at fremme udbredelsen af rent vand og sanitet. ”Årsagen til at vi samarbejder med UNICEF er, at ansvarlighed ligger så dybt funderet i vores kultur hos Pressalit. Vi ønsker fortsat at tage et socialt ansvar både lokalt, nationalt og internationalt. Vi tror helt grundlæggende på, at vi alle sammen kan bidrage til en bedre verden”, siger Mette Dyhl Prola.

At tage et socialt ansvar er en naturlig del af Pressalits arbejde med CSR, hvilket er centreret om tre nøgleord: medarbejdere, miljø og medansvar, og netop medansvar er dét, som Pressalit vil tage i samarbejdet med UNICEF.

Samarbejdet mellem Pressalit og UNICEF vil i løbet af efteråret blandt andet via videoer, foredrag og begivenheder sætte fokus på de problemer, som dårlige sanitære forhold kan medføre. Samarbejdet kulminerer med en indsamling i december, hvor donationerne i den forbindelse skal bruges på at forbedre sanitære forhold i verden.