Pressalit-medarbejder modtager HKH Prins Henriks Æresmedalje

I Storbritannien arbejder Pressalit dedikeret for at forbedre toilet- og badfaciliteterne for personer med nedsat funktionsevne i det offentlige rum. Det er et stort eksportområde, som Pressalits Sales Manager i Storbritannien, Andrew Lowndes, nu hyldes for med modtagelsen af HKH Prins Henriks Æresmedalje.

Andrew Lowndes pressalit export pris æresmedalje medal of honour prins henrik
Andrew Lowndes har arbejdet for Pressalit i 17 år som Sales Manager i UK og Irland, hvor han har udbredt kendskabet til Pressalits produkter for personer med nedsat funktionsevne. Hans vigtige arbejdsindsats blev i dag hædret med HKH Prins Henriks Æresmedalje, som han fik overrakt på den danske ambassade i London.

Anerkendelse for enestående resultater

HKH Prins Henriks Æresmedalje tildeles personer som anerkendelse for en enestående indsats i at fremme og markedsføre danske produkter i udlandet, og netop derfor modtager Andrew Lowndes fra Pressalit nu den prestigefyldte pris.

”Det er en sand ære og et stort privilegie at modtage HKH Prins Henriks Æresmedalje. Jeg er beæret over at blive anerkendt for mit arbejde, men prisen skal i virkeligheden dedikeres til en stærk holdindsats,” siger Andrew Lowndes, Sales Manager Pressalit UK og Irland.

For at blive taget i betragtning til æresmedaljen skal modtageren demonstrere en ekstraordinær profit inden for de seneste fem år. I sin tid hos Pressalit har Andrew Lowndes formået at bibeholde ovenud tilfredsstillende salgstal i et marked, hvor konkurrencen kontinuerligt bliver større. Den indsats glæder Pressalits direktør, Kim Boyter, sig over:

”Andrew er en meget dedikeret medarbejder, som har været utrolig dygtig til at sælge vores løsninger i udlandet. Han gør tingene med hjertet og er drevet af at skabe nogle gode løsninger for vores kunder. Vi er derfor rigtig stolte af, at Andrew modtager æresmedaljen.”

De positive eksportresultater er tilvejebragt gennem Andrew Lowndes langvarige og tætte forretningsrelationer, som han har opbygget ved hjælp af hans faglige og personlige kompetencer.

Bedre forhold for handicappede
Andrew Lowndes har stået i spidsen for at udvikle Pressalits engelske datterselskab. Han har skabt vækst ved salg af Pressalit Care-løsninger og på den måde øget kendskabet til bedre tilgængelighed for personer med nedsat funktionsevne.

”Med æresmedaljen bliver vi som virksomhed hædret for vores arbejde med at fremme faciliteterne for mennesker med nedsat funktionsevne. Personligt synes jeg, det er vigtigt, at vi hele tiden forbedrer forholdene og behandler handicappede på lige vilkår som alle andre,” siger Andrew Lowndes.

Det tyder også på, at der i Storbritannien er kommet et øget fokus på dette område i de senere år, og den udvikling skaber samtidig et stort forretningspotentiale, når det gælder handicapvenlige toilet- og badfaciliteter.

”I Storbritannien oplever vi et stort politisk fokus på at forbedre forholdene for handicappede i det offentlige rum, og netop på det område har Andrew været ekstremt aktiv. Andrew har med sit team skabt en salgsvækst på det britiske marked for handicapvenlige løsninger, så det i dag er en særdeles profitabel forretning for Pressalit,” siger Kim Boyter.

Eksportforeningen og Eksportrådet i Danmark forvalter overrækelsen af HKH Prins Henriks Æresmedalje. Prisen blev overrakt fredag den 23. juni på den danske ambassade i London af den danske ambassadør. Andrew Lowndes og hans team var tilstede, mens Pressalits direktør Kim Boyter og virksomhedens internationale Sales Director Natascha Sandberg Hytting også deltog i overrækkelsen.