Landstræner i paradressur David Amager vinder Pressalits Keep Living-pris 2015

David Amager, Sorring, har siden 2009 stået i spidsen for Danmarks bedste paradressurryttere. Sidenhen er det blevet til et utal af EM-, VM- og PL-medaljer, som den erfarne berider og træner har haft en stor andel i – og i mandags blev han hædret for sit store arbejde med årets handicapidrætspris; Pressalits Keep Living-pris 2015.

David Amagers første internationale debut i paradressur var VM i Kentucky i 2010, som var et integreret VM for både ryttere med og uden handicap. Her tog det danske paradressurlandshold ikke færre end syv medaljer og dermed havde en stor andel i, at Danmark endte på en samlet tredjeplads i nationskonkurrencen.
 
Styrket landsholdskultur
I sit arbejde med landsholdet har David Amager lagt vægt på at skabe en stærk og tydelig organisation omkring landsholdet, hvor alle kender sine arbejdsopgaver: hestepassere, ledere og medicinsk personale, men også rytternes egne trænere, hesteejere og familie har en aktie i de flotte resultater, og det har for David Amager været vigtigt at sikre en god dialog og anerkendelse af den opbakning, som hans landsholdsryttere får i dagligdagen.
 
Konkurrencemiljøet er knivskarpt på landsholdet, og nye ryttere står på spring til at træde ind, og derfor er David Amagers fokus ikke kun rettet mod PL i 2016 men også mod PL i 2020. Der er etableret en fødekæde fra rekruttering over talentudvikling til elite, hvor David Amager har sat et synligt aftryk både ved fysisk at være til stede ved talentsamlinger i paradressuren, men også ved at bidrage til udarbejdelsen af et træningskompendium i paradressur for børn og unge ryttere.
 
David Amager selv var både stolt og glad over anerkendelsen:
– Det er rigtig fedt. Det betyder meget – især i så stærkt et felt af kandidater. Det er dejligt at få anerkendelse for ens arbejde, og jeg vil selvfølgelig fortsætte med at arbejde målrettet med vores landshold. Internationalt bliver konkurrencen stærkere og stærkere, så vi er nødt til hele tiden at arbejde på at optimere træningen og udvikle os, sagde David Amager.
 
Et forbillede for andre trænere
Direktør i Pressalit, Dan Boyter, overrakte prisen og begrundede valget af David Amager således:
– David Amager har sikret en stribe flotte internationale resultater, som både har løftet anerkendelsen omkring paradressurens landshold og tiltrukket nye talenter til ridesporten. Det er et stærkt udgangspunkt for fremtiden. Et dressurhold er et stort team med mange forskellige funktioner tilknyttet, og David formår at skabe respekt om alle roller og om det samarbejde, der skal til for at opnå succes. Han er et forbillede, som trænere fra andre sportsgrene lytter til og henter inspiration hos, og jeg er glad for at kunne overrække ham Pressalits Keep Living-pris 2015, sagde Dan Boyter, direktør i Pressalit.
 
Også fra Dansk Handicap Idræt-Forbunds side var der mange roser til både David Amager og de øvrige nominerede trænere:
– Jeg er glad for at vi i årets udgave af handicapidrætsprisen har fået flyttet fokus på til trænerne. De har en stor andel i de præstationer, der ydes på konkurrencebanerne. Alle er deltidsansatte og har andet arbejde ved siden af, det skal også lige med. Jeg tror, at alle de indstillede drømmer om en fuldtidsansættelse, og var det muligt, kunne vi virkelig give den gas, når det gælder rekruttering, talentudvikling og medaljer til de store mesterskaber, sagde elitechef i Dansk Handicap Idræts-Forbund Michael Møllgaard Nielsen.
 
I alt var fem trænere nomineret til Pressalits Keep Living-pris 2015:

Joachim Lund, Vejle
Landstræner i atletik.
 
David Amager, Sorring
Landstræner i paradressur.
 
Torben Nygaard, Viby, og Thor Johansson, Hillerød
Landstræner og assisterende landstræner i kørestolsrugby.
 
Christoffer Petersen, Dyssegård/Gentofte
Landstræner for DHIF’s parabordtennislandshold. 

Anders Dehlholm, Frederiksberg
Talentholdstræner i atletik.
 
De seneste ti vindere af Pressalits Keep Living-pris
2005: Karen Villadsen, cykling
2006: Jackie Tony Christiansen, atletik
2007: Annika Lykke Dalskov, ridning
2008: Peter Rosenmeier, bordtennis
2009: Karina Lauridsen, svømning
2010: Landsholdet i ridning
2011: Kvindelandsholdet i goalball
2012: Jackie Tony Christiansen, atletik
2013: Landsholdet i kørestolsrugby
2014: Amalie Vinther, svømning

Prisvinder David Amager og direktør i Pressalit Dan Boyter.

Fra venstre Joachim Lund (atletik), Christoffer Petersen (bordtennis), Anders Dehlholm (atletik), David Amager (paradressur) og Dan Boyter, direktør i Pressalit. De to landstrænere i kørestolsrugby Torben Nygaard og Thor Johansson kunne ikke være til stede, men var også nomineret.

Foto: Brian Mouridsen